Galleri

Blixen Klub Borup - en festlig start med bobler, kage og fantastisk fremmøde!

Borups Aktivitetshus summede af forventning i går, den 17. september 2026, da Blixen Klub Borup officielt åbnede dørene for sit allerførste medlemsmøde – og hvilken succes det blev! Med hele 72 deltagende kvinder ud af klubbens 94 medlemmer, var fremmødet intet mindre end imponerende og vidner om en stærk og engageret start for den nye klub i lokalområdet. Mødet startede i festlig stemning, hvor klubbens forkvinde, Jane, bød alle varmt velkommen. Dernæst holdt Ali Yahya, kommunalbestyrelsesmedlem i Køge Kommune og næstformand i Kultur- og Idrætsudvalget, en tale, hvor han blandt andet ønskede Blixen Klub Borup god vind med de mange kommende aktiviteter. Herefter tog klubbens sekretær, Marianne, ordet og fortalte om, hvordan Blixen Klubben startede i Danmark, som en pendant til herreklubben Hemingway. Dernæst delte Marianne vigtige praktiske informationer, som skal sikre, at de kommende møder glider gnidningsfrit. En af de vigtigste opfordringer var, at alle medlemmer, der har tilmeldt sig et møde, møder op i god tid, så programmet kan starte præcist som planlagt – en lille detalje, der gør en stor forskel for fællesskabet. Marianne informerede desuden om en egenbetaling på 35 kr. pr. møde. Dette beskedne beløb dækker omkostninger til kaffe, endnu mere lækker kage og spændende foredragsholdere, som klubben vil præsentere. Derudover blev det nævnt, at vi skal forvente en højere egenbetaling, når klubben arrangerer udflugter – og betalingen sker ved tilmelding. Efterfølgende nævnte Jane, at Klubben er afhængig af, at alle medlemmer bidrager på den ene eller anden måde. Det kan være ved deltagelse på køkkenholdet, input til foredrag eller aktiviteter eller opstart af "en klub i klubben", som kan være en bogklub, strikkeklub osv. En sådan klub kører i selvstændigt regi, og deltagerne sørger selv for lokale og forplejning. Bestyrelsen kan være behjælpelig med at booke Aktivitetshuset. For at markere den store dag blev der budt på lækre bobler og skøn kage, en perfekt måde at fejre klubbens debut på. En særlig tak skal lyde til Drorith og Vibse for det fantastiske bagværk, som uden tvivl bidrog til den gode stemning! Den høje deltagelse, den festlige fejring og den velorganiserede start lover mere end godt for Blixen Klub Borups fremtid. Det er tydeligt, at der er et stort ønske om fællesskab, inspiration og nye oplevelser blandt kvinderne i Borup, og Blixen Klub er uden tvivl klar til at indfri disse forventninger med stil. Vi glæder os allerede til at følge med i klubbens mange spændende aktiviteter! Det næste møde holdes den 1. oktober, hvor Hanne Simonsen vil fortælle om, hvordan hun har oplevet det, at være den første kvinde i politiuniform. Bemærk, at dette møde er flyttet til Kulturhuset i Borup. v/Birthe Romer
Der er ikke angivet noget sted